Forstuvninger

Når den akutte fase med hævelse og aflastning efter en forstuvning af anklen er ovre, er der ofte en vedvarende stivhed og ømhed i leddet. Dette kan skyldes fejlstilling i et eller flere led i ankel og fodrod, og her kan manuel behandling ofte være en god hjælp.

Akillessenen

Akillessenen modstår kraftige og til tider langvarige eller voldsomme belastninger under gang, løb, spring og afsæt. Det er da heller ikke sjældent, at der er smerter og besvær fra akillessenen. Der kan være tale om betændelse i senen eller dens tilhæftning (betændelse betyder her ikke infektion men hævelse/irritation og forandringer i senen pga. uhensigtsmæssig slitage). Der kan være tale om betændelse af en slimsæk under akillessenen, og der kan være tale om hel eller delvis overrivning af senen. Ultralydsscanning er et godt redskab til at komme tættere på den aktuelle diagnose. Behandlingen af akillessene-problemer er meget forskellig for de forskellige diagnoser, varierende fra træning over medicin og binyrebarkhormon-injektioner. Operation kan komme på tale især ved totale overrivninger.

Plantar fasciit/ hælspore

Fascia Plantaris (hulfodssenen) er en anatomisk forlængelse af akillessenen under hælen og foden. Betændelse af hulfodssenen giver smerter under hælen, typisk lidt mod indersiden af trædepuden, og det er typisk værst om morgenen, eller når man i andre situationer tager de første skridt efter at have været i ro. Ultralydsscanning er også her en god undersøgelsesmetode.

Behandlingen er aflastning, bløde hælindlæg og øvelser. I de mest genstridige tilfælde kommer også her binyrebarkhormon-injektioner på tale, bedst er det, når dette udføres ultralydsvejledt.

Tidligere mente man, at smerten ved plantar fasciit skyldtes en hælspore, som er en lille knogleudvækst under hælen. Dette ses ofte hos personer med langvarig plantar fasciit, og man tænkte tidligere, at hælsporen gav smerter, når man trådte ned på den. Nu ved man, at mange har hælspore uden at have smerter, og man er gået væk fra at fjerne hælsporen ved operation.

Nedsunken forfod

Smerter i leddene mellem tæer og mellemfodsknoglerne skyldes ofte det, man kalder nedsunken forfod. Det skyldes ofte fodtøj, der er for smalt eller har for høje hæle. Der er dog også en del, der altid bruger fornuftigt fodtøj, som udvikler nedsunken forfod. En graviditet, hvor kroppens led generelt bliver blødere, og hvor man hurtigt tager på i vægt, kan være medvirkende til nedsunken forfod. Andre medvirkende faktorer er høj alder, betydelig overvægt og medfødte forhold.

Hvis nedsunken forfod ikke har stået på i mange måneder, kan kiropraktisk manuel behandling ofte afhjælpe generne, evt. i kombination med indlæg med god svangstøtte og rådgivning om valg af fodtøj.