Undersøgelse

Der bliver sat god tid af til undersøgelse, når du kommer første gang på klinikken.

Først og fremmest bliver der optaget en sygehistorie, hvor du fortæller om dine iagttagelser af generne, og kiropraktoren spørger ind til bestemte detaljer. Det er bl.a. væsentligt at vide omstændighederne ved symptomernes opståen, hvor indgribende smerterne er på arbejdsevne og på dagligdagen i øvrigt, og det er vigtigt at kende til evt. andre sygdomme, som kunne have sammenhæng med de aktuelle smerter.

På baggrund af sygehistorien undersøges den del af bevægeapparatet, som dit problem kan komme fra. For ryggens vedkommende vil det typisk være en grundig undersøgelse af ryggens bevægelighed i de forskellige retninger, og en afsøgning af, om der er en bevægeretning eller en stilling, som provokerer eller lindrer de kendte gener. Kiropraktoren søger hermed at spore sig ind på kilden til smerterne.

Hvis der er tegn på, at der kunne være tale om diskusprolaps, undersøges bl.a. følesans, reflekser og muskelkraft i arme eller ben. Ved nogle lidelser skal der suppleres med andre undersøgelser af nervesystemet eller af muskel- og skeletsystem, ved nogle lidelser suppleres eks. med blodtryksmåling.

Der er tilfælde, hvor røntgenundersøgelse eller ultralydsscanning kan være en betydningsfuld del af undersøgelsen, og begge undersøgelser kan foretages på klinikken. Andre gange vil det være nødvendigt med MR- eller CT-skanning, som vi kan henvise direkte til i offentligt regi/på offentligt sygehus.

I de tilfælde hvor undersøgelsen ikke giver et fornuftigt svar på, hvad der er galt, kan det komme på tale, at der skal foretages undersøgelser gennem lægen. I disse tilfælde samarbejder kiropraktoren med din læge efter aftale med dig.

Der kan også være tilfælde, hvor der allerede er foretaget røntgenundersøgelse eller anden undersøgelse, som kiropraktoren kan indhente resultater fra efter aftale med patienten.

Røntgenundersøgelse

Billede af en røntgenundersøgelse

På baggrund af sygehistorien og den kliniske undersøgelse vurderes det, om der er behov for røntgenundersøgelse.

Røntgenundersøgelse er velegnet til at vurdere kroppens knogler og led og anvendes typisk ved mistanke om knoglebrud, betydende slidgigt, ledskred, bygningsfejl eller mere alvorlige sygdomme i knoglerne.

Undersøgelsen anvendes både som en hjælp til at stille en diagnose og til at afgøre, om der er forhold, der skal tages særlige hensyn til ved behandlingen.

Klinikken råder over moderne digitalt røntgenudstyr.

Hvis en patient for nylig har fået foretaget relevant røntgenundersøgelse eller anden billeddiagnostik på sygehus eller andetsteds, kan vi rekvirere billederne og derved undgå nye optagelser.

Ultralydskanning

På baggrund af sygehistorien og den kliniske undersøgelse vurderes det, om der er behov for ultralydsundersøgelse.

Ultralydsundersøgelse er særligt velegnet til at vurdere det bløde væv i bevægeapparatet. Særligt sener, ledbånd og muskler men også i et vist omfang nerver og blodkar.

Undersøgelsen anvendes både ved akutte skader og ved kronisk overbelastning i vævet, uanset om det er fra sport, arbejde eller fritid. Særligt ved smertetilstande i skulderen er ultralydsundersøgelse velegnet, men det benyttes tillige ved mange andre smertetilstande i bevægeapparatet.

Klinikken har benyttet ultralydsdiagnostik gennem en årrække og råder over en højkvalitet digital ultralydsskanner.

Der er tilskud fra sygesikringen til ultralydsundersøgelser. Det er en forudsætning for tilskuddet, at kiropraktoren har gennemgået en formel uddannelse i ultralydsdiagnostik. Vores klinik opfylder dette uddannelseskrav.

MR- og CT-skanning

Vi har mulighed for at henvise til MR og CT skanning i de tilfælde, hvor det kan være med til at præcisere eller stille den korrekte diagnose.

Typisk kan man sagtens stille en diagnose uden skanning, og det vil derfor kun være i sjældne tilfælde, at skanning er nødvendigt for at starte det korrekte behandlings- og træningsforløb. Skanning kan blive aktuelt, hvis der ikke er den forventede fremgang efter 4-8 ugers relevant behandling og træning.

Skanningerne foregår på et af regionens sygehuse, og det er gratis for dig at blive skannet.

Når skanningen er foretaget modtager kiropraktoren svar på skanningen, og billederne bliver sendt til klinikken. Kiropraktoren vil derefter gennemgå skanningen med dig, så du er grundigt informeret om eventuelle fund.