Når man har med hovedpinepatienter at gøre, får man det indtryk, at nogle mennesker meget nemt får hovedpine, og at andre får det sjældent eller aldrig. Den samme mængde spændinger i nakken kan hos én person give voldsom måske daglig hovedpine, og hos en anden giver det alene en fornemmelse af spændte muskler i nakken.
Her er beskrevet de hyppigste årsager til hovedpine. Meget ofte har en hovedpinepatient mere end én form for hovedpine, så symptomerne bliver en blanding af forskellige typer.

Spændingshovedpine

En trykkende hovedpine i tindingerne og over øjnene. Den kommer af spændinger i nakkemusklerne, og årsagen er ofte stress eller dårlige arbejdsstillinger. Kiropraktisk behandling har som regel god effekt på spændingshovedpine.

Cervicogen hovedpine

Cervicogen betyder: “stammende fra nakken”, og der er tale om en hovedpine, som trækker fra nakken op i baghovedet og kan brede sig til resten af hovedet. Den skyldes spændte/låste led i nakken, og meget ofte har personer med cervicogen hovedpine også spændingshovedpine.

Migræne

En voldsom, borende smerte, som oftest kun sidder i den ene halvdel af hovedet. Den kan ledsages af synsforstyrrelser, kvalme, opkastning og overfølsomhed overfor lys og lyde. Som regel kan patienten ikke passe sine sædvanlige daglige aktiviteter, når der er migræne. Årsagen til migræne er ikke fuldstændig kendt, men man ved, at der er en ændret stofskifte i nerver ved et migræneanfald, og at blodkarrene til hjernen udvides og sammentrækkes under et anfald. Det er den generelle opfattelse blandt migræneforskere, at smerten og de øvrige symptomer hidrører herfra. Mange migrænepatienter har god effekt af migrænemedicin. Ofte har en migræniker også spændingshovedpine eller cervikogen hovedpine, og det kan have gavnlig effekt på hyppigheden af migræneanfaldene at behandle muskler og led i nakken.

Medicininduceret hovedpine

Gennem mange år har man vidst, at hovedpinepiller som f. eks. Panodil, Kodimagnyl og migrænemedicin kan give hovedpine som en bivirkning. Det har vist sig, at der er risiko for at udvikle medicininduceret hovedpine, hvis man i mere end 3 sammenhængende måneder tager:

  • Migrænemedicin, morfinpræparater eller kombinationspræparater i 10 dage eller mere pr. måned
  • Almindelige smerterstillende medicin (også for at end hovedpine) i 15 dage eller mere pr. måned
TILBAGE TIL SYMPTOMER