Smerter, snurren, prikken eller summen i armen kommer enten fra et problem i nakken eller fra et problem i selve armen.

Musearm

Symptomerne er smerter og snurrende fornemmelser i hånden og armen; der kan være gener, der trækker hele vejen op i skulderområdet og nakken. Årsagen er ensidige arbejdsstillinger som f.eks. megen musearbejde. Det er derfor vigtigt at få gennemgået arbejdspladsens indretning: stol, bord, computer etc. samt muligheder for ændrede arbejdsfunktoner, så der bliver daglige variationer i arbejdsstillingerne.

Nervetryk i nakken

Smerter der stråler fra nakken og ned i den ene arm, kan skyldes en diskusprolaps i nakken. Læs mere om diskusprolaps her. 

Muskelspændinger (myoser)

Spænding og smerter pga. uhensigtsmæssig sammentrækning af dele af eller hele musklen. Smerterne er lokale omkring musklen, og der kan samtidig være såkaldt refererede smerter til andre dele af kroppen. Myoser skyldes langvarig forkert belastning af musklerne f.eks. pga. dårlige arbejdsstillinger, stress af den ene eller anden art eller de opstår i forbindelse med nakkehold.

Nervetryk i armen

Prikkende og sovende fornemmelse i underarm og/eller i fingrene kan skyldes tryk på nerven flere forskellige steder i armen. Ofte er det, hvor nerven skal passere under eller mellem muskler/ledbånd, idet en spændt muskelbug eller irritation i vævet således komprimerer nerven (eksempel på diagnose: karpaltunnel syndrom). Årsagen til tilstanden kan bl.a. være ensidige gentagne bevægelse af underarmen eller ved vedvarende tryk/ traume mod arm eller håndled.
I nogle tilfælde kan kirurgi være nødvendigt.

Tennisalbue

Der er smerter på ydersiden af overarmsknoglen lige over albueleddet, og det gør som regel ondt nedad i underamen ved brug af armen som f.eks. ved at hælde kaffe op fra en kande. I nogle tilfælde er der også smerter, når armen er i ro. Symptomerne stammer fra en senetilhæftning på knoglen, og det menes at opstå ved hyppig gentagen belastning af underarmen. I de fleste tilfælde er årsagen en anden end tennis. Som regel er en kombination af øvelser og udspænding af muskler en virksom behandling.

Golfalbue

Dette er samme tilstand som beskrevet for “tennisalbue”. Smerternes lokalisation er dog anderledes, da irritationstilstanden forekommer i senevævet på indersiden af albuen i stedet for ydersiden. Ved udførelse af et slag i golf aktiveres disse muskler til sidst i bevægelsen, heraf navnet golfalbue. Typisk er årsagen til symptomerne en anden end golf.