Ved en diskusprolaps opstår der en skade i en af de bruskskiver (diskus), der ligger mellem hvirvlerne i ryggen. Ved skaden kan diskus bule ud ligesom en brok og komme til at trykke på og irritere de nerver, der passerer ud for diskus.
Diskusprolapser findes i mange varianter og grader, og kan opstå i hele ryggen, dog hyppigst i lænden. Ikke alle prolapser giver symptomer. Mange mennesker går rundt med buler på ryggens bruskskiver uden at mærke noget til det.
Årsag
Den tilgrundliggende årsag er, at ryggens bruskskiver langsomt gennem livet degenererer og derved mister deres styrke og spændstighed. Diskusprolapsen kan dog godt være udløst af en bestemt belastning fx. et løft. Smerterne kan således godt starte akut, men ofte er det sådan, at det starter med lænde- eller nakkesmerter, og smerterne i benet eller armen kommer til og udvikler sig over tid.
Symptomer
De mest almindelige symptomer er smerter og snurrende fornemmelser i ben eller arme. Der kan også være et område på benet eller armen, hvor man ikke kan mærke så meget på huden; ligesom man til tider kan være mindre stærk i musklerne. Mange har også smerter i lænden eller nakken, men det er ikke altid tilfældet. Smerterne kan være meget voldsomme den første tid og kan påvirke, hvor meget man kan bevæge sig, om man kan sove og selvfølgelig også humøret.
Undersøgelse og skanning
Det er vigtigt at blive grundigt undersøgt, hvis man har mistanke om en diskusprolaps. En grundig sygehistorie og en undersøgelse af personen kan med stor sikkerhed sandsynliggøre, om der er tale om en prolaps.
En skanning er således almindeligvis ikke nødvendig for at finde ud af, om der er tale om en diskusprolaps. Det er heller ikke nødvendigt at blive skannet for at vurdere hvilken behandling, der er bedst.
Skanning kan komme på tale, hvis der er tvivl om diagnosen, hvis smerterne er meget funktionsbegrænsende eller hvis der ikke er bedring i løbet af 4-8 uger.
Ved behov har kiropraktorer mulighed for at henvise til skanning uden omkostninger for patienten.
Forløb
Det er meget forskelligt fra person til person, hvordan det vil gå. Nogle kan opretholde en næsten normal hverdag, mens andre i starten vil have mange smerter og være meget besværet i dagligdagen. Smerterne vil typisk blive mindre i løbet af nogle uger, og de fleste får det meget bedre i løbet af 2-3 måneder.
Det kan dog ske, at smerterne ikke er helt væk efter 3 måneder. Nogle oplever problemer i mere end et år, men i de tilfælde er problemerne for det meste så milde, at man kan leve et normalt liv med arbejde og aktiv fritid.
Langt de fleste skal ikke opereres, men hvis smerterne ikke bedres efter ca. 8 uger, vil vi henvise til kirurgisk vurdering på sygehuset.
Behandling
En diskusprolaps heler naturligt – lidt på samme måde som et brækket ben. Derfor tager det også nogen tid. Det vigtigste element i behandlingen er således at forsøge at skabe de bedste betingelser for helingsprocessen. Det handler typisk om, at undgå aktiviteter eller gøremål, som provokerer smerterne i benet eller armen. Det er ikke farligt at lave bevægelser, der provokerer ben- eller armsmerterne, men det kan betyde at helingen tager længere tid – ligesom hvis man bliver ved med at kradse i et sår.
Mange har behov for smertestillende medicin. Nogle kan klare sig med håndkøbsmedicin, men mange har behov for receptpligtigt medicin. I de tilfælde foregår det i samråd med egen læge.
Vi vil vurdere, om manuel behandling og/eller øvelser vil kunne hjælpe. Behandlingen kan gøre smerterne mindre og hjælpe dig til at kunne bevæge dig bedre, mens vævet heler. Når de værste påvirkninger er ovre, er der ofte behov for genoptræning af ryggen. Ved behov er der mulighed for superviseret rygtræning på hold her på klinikken. Læs mere om holdtræning.
Vær opmærksom på
I meget sjældne tilfælde kan påvirkning af nerverne blive værre og kræve akut undersøgelse. Du skal kontakte kiropraktor, læge eller vagtlæge, hvis du:
- Ikke kan mærke, når du skal tisse eller på anden måde ikke kan kontrollere din vandladning eller afførring
- Er følelsesløs i skridtet, fx. at det ikke føles normalt, når du vasker eller tørrer dig.
- Mister kraft i fod, ben, arm eller hånd (pludselig ikke kan gå på tæer eller på hæle, taber ting osv.)
Prolapspakke
For at sikre at patienter med en diskusprolaps får den undersøgelse, vejledning og behandling, som gældende retningslinjer foreskriver, har danske kiropraktorer og den offentlige sygesikring aftalt et særligt pakkeforløb
Pakkeforløbet består udover en grundig forundersøgelse af tre konsultationer henholdsvis 2, 4 og 8 uger efter forundersøgelsen. Ved behov er der mulighed for konsultationer ind imellem de aftalte konsultationer.
Med til pakken hører, at kiropraktorer har mulighed for at henvise til skanning eller kirurgisk vurdering.