Kiropraktorbehandling
Behandling hos en kiropraktor afhænger selvsagt af patientens problem. For behandling af belastningsskader i bevægeapparatet er der dog tre centrale elementer, som er vigtige.
• Information/rådgivning
• Manuel behandling
• Øvelser/træning
Information og rådgivning opfattes som en selvstændig del af et behandlingsforløb. Patientens egen viden om, hvad der galt, og om forventningen (prognosen) til skaden er af afgørende betydning for forløbet.
Ligeledes har information om, i hvilken grad, det er nødvendigt at begrænse daglige funktioner eller sports – og fritidsaktiviteter, betydning for et gunstigt behandlingsforløb.
Manuel behandling
Manuel behandling er en samlet betegnelse for en bred vifte af teknikker, hvor kiropraktoren bruger sine hænder med det formål at genskabe normal funktion i væv, som typisk er forkortet.
Hvis der er tale om sener eller muskler, vil man ofte anvende udspænding eller forskellige massageteknikker. Her anvendes ofte triggerpunkt-behandling, som er behandling af bestemte, spændte områder i muskler. Dette kan gøres manuelt eller ved hjælp af akupunkturnåle, som også benyttes på vores klinik.
Er der tale om led, anvendes mobilisering (langsomme stræklignende bevægelser) eller manipulation, hvor man anvender en hurtig lille bevægelse for at tvinge bevægelighed ind i et låst eller stramt led. Denne behandling er ofte ledsaget af et hørligt klik.
Manipulationsbehandling er nok den behandlingsteknik, de fleste mennesker forbinder med kiropraktik.
Udført korrekt er der tale om en skånsom og effektiv behandlingsmetode.
Behandlingen har foruden den ledfrigørende virkning en afslappende effekt på muskulaturen i området.
Øvelser og træning
Øvelser og træning kan både anvendes selvstændigt og som en del af et behandlingsforløb. Typisk vil du i behandlingsforløbet hos kiropraktoren blive introduceret til lette mobiliserende øvelser. Det kan fx være gentagne bevægelser i en specifik retning efter McKenzie-princippet. Der er tale om specielle øvelser, som kan anvendes i et behandlingsforløb hos patienter, der har en skade på discus – altså en discusprolaps eller et forstadie til prolaps.
Der kan også være et behov for et lidt mere omfattende øvelsesprogram eller holdtræning, og i disse tilfælde vil du få tid hos vores fysioterapeut Helle Witting, der har mange års erfaring med træning.